Formandens beretning

Så dejligt at vi i aften kan afholde vores generalforsamling – kun udskudt 3 måneder og med myndighedernes Corona-krav og restiktioner.

I år er der ingen vin og chips, men en Corona-sikker danskvand i flaske til hver.

Og så vi er mega heldige - der var nemlig flere ting der skulle gå op i en højere enhed for at nå hertil i aften.

På sidste generalforsamling kom der lidt mere gang i byttemarkedet her ude i foyeren, så dette tiltag fortsætter vi med.

Sidste års jubilæumsgave kunne afhentes hos mig – dét gjorde rigtig mange, men jeg har stadig nogle billeder stående. Dem har jeg med i aften.

Vi nåede dog lige at deltage i Kunstforeningen af 1958 generalforsamling – hvor vi vandt et kunstværk af John Rundstrøm. Den hvide lerfigur.

Her erhvervede vi os også 4 grafiske tryk af John Ovesen, der er koblet op på medlemsnumrene samt nogle ekstra.

Så efter sommer, hen på året kom muligheden og gejsten tilbage og vi besøgte

Vi købte 2 værker. Det ene ´Light sleep er et skulpturelt skyggebillede der forandrer sig alt efter hvor lyskilden befinder sig.

Dét udfordrede os i ophængningen – så det tager sig ikke helt så godt ud som da vi købte det, hvor der var projektør på. Det andet værk er blevet til i et samarbejde mellem Christina og Camilla Boman jensen. Igen et billede der der er i bevægelse der her ændrer sig efter beskuerens synsvinkel.

Kunstneren John Ovesen, (f. 1944) har siden 1968 arbejdet med grafisk design af pladecovers, bogtilrettelægning, bogomslag, tidsskrifter, logoer m.v.
I 1970’erne kreerede John Ovesen bl.a. alle forsiderne på Klaus Rifbjergs bøger. Det er ikke så underligt, for i den periode var han ansat på Gyldendal som grafisk designer.
I 1978 startede John Ovesen tegnestue sammen med Ole Fick og Anne-Marie Steen Petersen.
John Ovesen har i dag tegnestue sammen med sin kone, Kirsten Sonne, hvor de laver grafisk design for forlag og pladeselskaber.
John Ovesen har i løbet af sine mange år i branchen lavet utallige bogomslag og pladecovers.
Ved siden af laver han billeder primært med udgangspunkt i popkulturen.

Marianne Christoffersens billeder indfanger på humoristisk vis dagliglivet med en enkel grafisk streg, der emmer af ømhed, ungdom og malerisk talent.

Marianne Christoffersens finurlige billeder er under forandring. I hendes malerier er penselstrøgene blevet løsere og dyret har fået en fremtrædende rolle. Især er hun fascineret af harens form, de lange ører og de store fødder, hvis proportioner hun fortolker frit. Ser hun mon dyret i mennesket eller mennesket i dyret?

I sine nyeste værker på papir, arbejder Marianne Christoffersen med ansigtsformer i en enkel og spontan streg.

Med en afprøvende arbejdsgang, hvor farvevalg ændres, til den helt rigtige baggrundsfarve er fundet, er Marianne Christoffersen en åben kunstner, der lader alle billedets elementer få et ord med. Hvad enten mediet er akryl eller olie, så er der en høj grad af liv i den enkelte farveflade. Netop på grund af de mange lag, som maleren maler sig igennem undervejs i det enkelte billede, får de mange fantasifigurer en effektfuld konturlinie omkring sig - og den bliver malet op adskillige gange undervejs.

Det er et snedigt greb at skildre fantasifigurer frem for mennesker, for kunstneren får på den måde skildret menneskelivet uden at gå for tæt på. I billedernes titler understreger Marianne Christoffersen rammende sine pointer. Et billede, der forestiller en knælende mand, der er i gang med et frieri til en siddende dame, kalder Marianne Christoffersen ganske enkelt ”Sit!” – Så er det forholds magtbalance vist sat på plads …

Andrzej Kasprzak arbejder både med grafik og maleri, men allerhelst med en blanding af begge dele, hvor det grafiske forlæg bemales senere hen i processen.

Kasprzak arbejder med flere lag i sine billeder. Halvtransparent pergament slører delvist billedet og gør de underliggende motiver nærmest tredimensionelle, hvilket giver det færdige værk et fængslende og unikt formsprog. Det er her, han har fundet sit helt personlige udtryk.

John Rundstrøm

John Rundstrøm har hidtil arbejdet mest med figurative, polykrome skulpturer sammensat af traditionelle materialer som bronze, marmor, porcelæn kombineret med f.eks. glas, træ eller skifer. Nu er han også begyndt at arbejde specielt med unika i porcelæn – og havets krible krable liv har tydeligvis været hans inspiration.
Rundstrøms skulpturer giver beskueren lyst til at bruge fantasien og digte en historie. Han inviterer til, at man laver sin egen tolkning af den finurlige figur.

Det er vanskeligt at indkredse maleren Milena Bonifacinis produktion. Man kan fristes til at kategorisere hende under betegnelsen "abstrakt maleri", med hvad der dertil hører af konnotationer og bagage. I denne henseende tilføjer man hendes malerier en vis modernistisk historie, hvor højdepunktet findes i en total frigørelse fra rummet; maleriet eksisterer her snarere kun i kraft af sig selv og ikke mindst sig selv som flade.

Men det ærinde Milena Bonifacini er ude i, forekommer langt fra det autonome (uafhængige) maleri. For det første benytter hun sig ikke kun af maleriet som medie, men spiller ofte dette op imod farvede mønstrede voksduge, der hænger side om side med hendes malerier. På det seneste har hun yderligere suppleret med fotos. For det andet benytter hun sig ofte af udskårne plader, hvorved den bemalede flade selv indgår i det maleriske udtryk. Disse forskellige udtryk vises side om side, og resultatet bliver en suverænt farvestrålende, til tider næsten lysende, visuel symfoni; en symfoni hvis forskellige toner implementeres i de foregående og i de efterfølgende, til en flerstemmig harmoni indtræder i rummet. På flere planer bryder Bonifacini hermed med det autonome maleri og dets lovmæssige overholdelse af sin egen flade.

Et kendetegn ved Bonifacinis malerier og bemalede objekter er netop en bestemt og metodisk insisteren på denne spidsfindige, organiske form; en form der bevæger sig lige så langt væk fra såvel regelmæssige geometriske konfigurationer som målrettede abstrakte kompositioner. I hendes arbejder insisteres der på en organisk og amorf leg, som om billedernes motiviske elementer er ved at skride ud over deres ramme, ud i rummet. Denne effekt opnår hun blandt andet via den skæve asymmetriske placering af de motiviske objekter på såvel lærred, papir som udskåren plade. Hermed

bringes en konstant ubalance ind i hendes arbejder. En anden måde, denne rammeoverskridelse finder sted på, er ved hendes uhyre konsekvente brug af gentagelsen internt i hvert enkelt billede og sammenfattende i hendes maleriske installationer. Et element der ikke kan og bør underkendes i hendes arbejde.

I Bonifacinis malerier bliver gentagelsen aldrig mekanisk. Der er ikke tale om en seriel repetition af den samme form, nærmere om en konstant transformation - en muterende knopskydning. Hendes gentagelse rummer altid en forskydning, den optræder som en metamorfose og er i konstant forvandling. Man kan i forlængelse af dette spørge sig selv om det overhovedet giver mening at tale om den rene gentagelse. Findes der noget som en ren repetition, to identiske elementer? Forekommer der ikke altid en forskydning, når noget gentages? Det synes som Milena Bonificinas produktion entydigt svarer nej til førstnævnte og ja til sidstnævnte.

Det giver mere mening at tale om forskel end om lighed i denne henseende, og det er da netop hvad Milena Bonifiacini arbejder med i sine malerier. Hun arbejder ikke med imitationen, med den gode kopi der ligner virkeligheden; hun arbejder snarere med et simulakrum, noget der truer den gode kopi med sin iboende forskel. I hendes arbejder finder vi mutation og forskel frem for lighed; et brud med den rene gentagelse og alt hvad der dertil hører af bagage.